Sanghåndbogen

Jeg er redaktør af Sanghåndbogen, der præsenterer alle 601 sange i 19. udgave af Højskolesangbogen.

Over knap 600 sider i leksikonformat bliver sangene præsenteret af flere end et hundrede forfattere. Som redaktør af håndbogen har jeg derfor et meget grundigt kendskab til alle sangene.

Sanghåndbogen er udgivet af Forlaget Højskolerne og kan købes her: https://webshop.hojskolerne.dk/shop/sanghaandbogen-328p.html

Alle sanghåndbogens artikler er lagt på nettet til fri afbenyttelse: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/

Samlet set er der tale om det største folkelige oplysningsprojekt om Højskolesangbogen nogensinde.

Jeg har også selv skrevet en del af præsentationerne. Her er et par eksempler på mine tekster fra Sanghåndbogen:

Den danske sang er en ung blond pige (melodien):

Carl Nielsen satte melodi til sangen i 1926. Det er, som om han med den opponerer mod tekstens billede af, at den danske sang skulle være ungdommelig, feminin og lys. Melodien er nemlig ganske maskulin.
Dens enkle firkantede rytme og de mange tonegentagelser (fx dan-ske-sang) giver den et kraftfuldt og insisterende tonefald. Og det indledende spring (på ”Den dan…”) – en stor sekst med kort optakt – har en selvbevidst her-kommer-jeg attitude.
Måske er det kombinationen af det kvindelige i teksten og det mandlige i melodien, der har gjort sangen så slidstærk.

Nu titte til hinanden (artiklens afslutning)

I det fjerde vers bærer Jesus barnet op til Gud på armen. Det har en dobbelt betydning som både et billede på dåben og på døden. Gud har sat sin søn på jorden, så han kan hente de døde børn hjem. For børnene i de københavnske børneasyler, som sangen er skrevet til, var døden en realitet, de må have mødt flere gange. Når børn dør, synes vi det er meningsløst, men ikke hos Ingemann, for de døde børn skal op til Gud og lege ved hans bryst. Til sidst kigger børnene Gud i øjnene. For når de vågner, ser de lyset og derved Gud selv, og det påminder dem om, at de skal møde ham i Paradiset. Således slutter sangen med den direkte kontakt mellem barnet og Gud!